Fotografering i Sankt Jørgensbjerg Kirke

I Sankt Jørgensbjerg Kirke vil vi gerne give plads til at man kan tage billeder i forbindelse med de store begivenheder i livet.
Derfor har vi vedtaget nogle fotoregler, som skal sikre, at der bliver tid og ro til at tage billeder, og at det også er netop dem, man gerne vil have med på billederne, som er i fokus.

Fotografering, lyd og videooptagelse er ikke tilladt under kirkelige handlinger og koncerter.

Ved barnedåb:
Her er der tid EFTER dåbsgudstjenesten. Præsten er gerne med på et par billeder, hvis I ønsker det.

Ved konfirmation:

Her stiller præster og konfirmander op til fælles fotografering EFTER konfirmationsgudstjenesten. Ønsker man familiefotos osv. er man også meget velkommen.
Når vejret tillader det, foregår det UDENDØRS.

Ved vielser:
Her beder vi om at brudeparret på forhånd vælger EN fotograf. Han/ hun må tage billeder, men ikke lyd- og videooptage: Når bruden kommer ind og når brudeparret går ud sammen efter vielsen. Dvs. under præludiet og postludiet.

Ved begravelser:
Inden kirken begynder at fyldes af sørgende mennesker er man velkommen til at fotografere kiste og blomster. Der fotograferes ikke under selve højtideligheden.

Ved turistbesøg:

Her er fotografering tilladt med behørig respekt for kirken og øvrige besøgende.


Med venlig hilsen
Menighedsråd og ansatte ved Sankt Jørgensbjerg Kirke.