Du er her: 

Bydelsvandring, lørdag den 25. august kl. 9

Hvilke veje hører egentlig til Sankt Jørgensbjerg sogn? Og hvor langt går sognet mod nord, mod øst og mod syd? 2018 er 80 året for sammenlægningen af Sankt Jørgensbjerg og Roskilde, hvilket, parentes bemærket, gjorde Roskilde til Sjællands største købstad på det tidspunkt. Kom og vær med på bydelsvandring, se kroge og stier du måske ikke kendte og hør nogle af de lokale historier undervejs.

Lørdag den 25. august inviteres til den første af 3 bydelsvandringer i Sankt Jørgensbjerg sogn.
Vi mødes i sognegården på Møllehusvej 120 kl. 9 til en kop morgenkaffe. Herefter går vi ad de mindre veje og stier. Hunde, barnevogne og rollatorer – der er plads til det hele!

Den første vandring går til sognets gamle del, en sløjfevandring mod nordvest. Det vil være historier om Sankt Jørgensbjerg som selvstændig kommune, om håndværkervirksomheder og butiksliv og livet som fjordfiskere. Det er også kirkens historie, og vi gør korte holdt undervejs i både Sankt Ibs kirkeruin og Sankt Jørgensbjerg kirke, hvor vi holder en kort andagt. Hele turen er på 6.7 kilometer. Man kan være med på hele eller dele af turen - helt som det passer bedst.

Vi vil være tilbage i Sankt Jørgensbjerg sognegård ca. kl. 12. Her vil der være lidt at spise, og mulighed for at høre om pilgrimsvandringer på Caminoen, og om sognets mange forskellige aktiviteter.

Sognevandringerne er et samarbejde mellem Roskilde Pilgrimsforening, FDF Sankt Jørgensbjerg og Sankt Jørgensbjerg Sogns menighedsråd.

Del dette: