Du er her: 

Foredrag: De syv glæder - forstå det moderne menneske og de syv dødssynder

Sogneaften med Martin Herbst, tirsdag den 30. oktober kl. 19.30 i Sankt Jørgensbjerg Sognegård, Møllehusvej 120, 4000 Roskilde.

Med afsæt i sin bog fra 2017 ’De Syv Glæder’ tager Martin Herbst os på en begivenhedsrig rejse ned gennem de syv dødssynders historie og tilbage igen til det moderne menneskes liv og udfordringer.

Målet er mere livsmod og livsglæde. Rejsen dertil er en ny forståelse af de syv dødssynder. Martin Herbst gør op med samtidens negative, fejlagtige syn på synd og viser, at de syv dødssynder er nøglen til at forstå, hvordan vi lever helhjertet, nyder livet sammen og gør verden til et bedre sted for vore efterkommere.

Med vanlig dedikation og indsigt vender Martin Herbst mængder af litterære og idéhistoriske sten i sin søgen efter sandheden om de syv dødssynder. Hvordan opstod traditionen om de syv dødssynder? Hvorfor har den spillet en afgørende rolle for det vestlige menneskes selvforståelse, dannelse og kultur? Hvem er de toneangivende dødssyndstænkere gennem historien? Var der andre end Martin Luther, der tog fejl, når de vendte de syv dødssynder ryggen? Og hvordan kan vi som moderne mennesker forstå os selv bedre og udvikle os godt ved at begribe de syv dødssynder til bunds? I "De syv glæder" formidler Martin Herbst svarene på disse spørgsmål, og undervejs bliver det tydeligt, at læren de syv dødssynder ikke repræsenterer et uheldigt levn fra en mørk fortid, men en kilde til selverkendelse, spiritualitet og livsmod.

Martin Herbst er sognepræst ved Korsvejskirken og har bl.a. skrevet bøgerne:
"Mit livs omveje", "Sunde og syge fællesskaber",  "Men ender det godt? - De syv dødssynder og det moderne menneske", og "De Syv Glæder - forstå det moderne menneske og de syv dødssynder".

Der er gratis adgang

Kaffe, te og kage kan købes ved indgangen.

Del dette: